Bedsteforældredag

Bedsteforældredag i legestuen.

Midt i marts måned, hvor vi med rette kunne forvente, at foråret havde bidt sig fast, viste det sig, at det snarere var vinteren, der havde bidt sig fast. Der var hundekoldt den formiddag, hvor SOLSIKKEN’s børn og dagplejere bød bedsteforældrene indenfor, så de kunne se, hvor deres børnebørn leger og hygger hver anden fredag, når vi går i legestue i huset i Hedelundsgade. De bedste forældre der havde lyst, kunne også se Gæstehuset i den modsat ende af huset.

Charlotte bød velkommen, og herefter kom vi i gang med arrangementet med at synge ”Mariehønen evigglad”. ”Vores” dagplejepædagog Rikke Mørk havde også fået tid til at være med, så bedsteforældrene også kunne se, hvem hun er.

Vi dagplejere havde fundet diverse materialer frem og lagt på bordene, så der kunne fremstilles påskepynt og sås karse til æggemadderne. De kreative sysler hyggede både små og store sig meget og længe med. Så var der tid til en kop kaffe eller te til de voksne og saftevand til børnene med frugt og hjemmebagte småkager til, inden vi gik i motorikrummet, hvor vi havde fået besøg af en musikpædagog, som sang og spillede på guitar og tromme for os og fortalte rim og remser. Hun vekslede fint imellem nye sange og de gode gamle, som også bedsteforældrene kunne synge med på. Hun fangede både små, store og ældre med hendes venlige, rolige og åbne udstråling, så alle fik en god oplevelse med det.

Ved 11-tiden sagde vi farvel og tak for besøget og tak for en rigtig dejlig og hyggelig formiddag.

Opdateret 14. maj 2018