Maj 2019

 

Maj 2019 ved Dorte.

 

Det er i samspil med omgivelserne, at børn udvikler deres personlighed. Børn spejler sig i andre børn og voksne, og trives bedst i en omverden, der er anerkendende og medlevende. Et barn skal opleve sig selv som et unikt menneske fyldt med muligheder, succesoplevelser og med betydning for andre.

 

Dette er noget vi vægter højt i dagplejen, og her i maj har vi virkelig været ude af huset, og haft besøg af andre børn og oplevet at være en del af et større fællesskab, samt glæden ved at dele oplevelserne med andre. Liam blev 2 år, vi har sunget og uddelt gaver, samt hygget om Liam. Denne dag er Liam i fokus og han oplever især denne dag at være betydningsfuld for andre.

 

Vi har været oppe og synge med musikpædagogen igen, børnene kunne godt huske hvad det gik ud på, og de var meget aktive. Vores besøg i kirkebladene ved Else, skaber stor glæde hver gang, og her spejler børnene sig i hinanden og er med på en meget aktiv måde.

Vi har haft dagplejens dag, hvor Marie var på besøg, vi sang ude i det fri, vi øvede os i at dele og vente på tur, og selvfølgelig i at synge og lave de sjove fagter til de forskellige sange.

 

I maj har vi øvet os i at tegne, både med farver og kridt, der er stor koncentration når vi tegner, og det er sjovt at se udviklingen i de forskellige tegninger. Motorikken bliver styrket dagligt, og om mandagen sætter vi fokus på motorikbaner, som børnene elsker. Nu kommer det gode vejr, og vil glæde os til at være ude det meste af dagen, og især det at spise ude ved det lille havebord.

 

Mvh Dorte i Stenum

 

 

 

 

 

Opdateret 12. juni 2019